LGBT+HUSET gør sit bedste for at være tilgængelige for så mange som muligt. Vi anerkender samtidig at der er nogle begrænsninger i vores lokaler, ressourcer og muligheder. Derfor kan du her på siden læse om hvordan Huset er indrettet, sådan at du kan være forberedt inden du dukker op første gang. Hvis du har føler der mangler information, har særlige hensyn eller spørgsmål til det der står på denne side må du meget gerne kontakte os på Mail@lgbthuset.dk
Fysisk tilgængelighed
- LGBT+HUSET er i gadeplan, men har et lille trin ned for at komme ind af hoveddøren. Se eventuelt billeder. Vi arbejder på at anlægge en rampe.
-
Hoveddøren er 83 cm bred. Der er ikke automatisk åbnefunktion, men ofte nogen til at hjælpe med at holde døren.
- For at komme til toilettet er der dørkarme på 60 cm. Det nærmeste handicaptoilet er på Dokk1 som ligger 450 meter væk.
- Vi har stole uden armlæn og mulighed for at sidde i en sofa.
Sensorisk tilgængelighed
- LGBT+HUSET har to stuer som oftest bliver brugt til aktiviteter. Når der er mange mennesker er de to rum helt fyldt, men ofte er der ikke særlig mange mennesker i hver. Vi har et lille rum hvor man kan trække sig og sidde.
- Huset kan sommetider blive ret varmt. Når man lufter ud kommer der støj fra trafikken. Dette er kun gældende i de store stuer og man kan altid trække sig til det lille stillerum.
- Vinduerne vender ud mod kystvejen hvor der kører biler forbi på alle tider af døgnet.
- De fleste af vores arrangementer er uden musik eller andet baggrundslyd. Med mindre andet står på begivenheden.
- Belysningen i Huset er ikke skarp og de fleste timer er Huset lyst op af vinduerne.
- Vi bestræber os på at sæbe og lignende er parfumefri, men har ikke regler for besøgendes parfume.
Social tilgængelighed
- Til arrangementer i LGBT+HUSET er der altid frivillige, som kan hjælpe hvis der er noget som udfordrer dig eller du skal bruge hjælp til.
- Vi har tydelige regler om at der ikke tages billeder i LGBT+HUSET hvor nogen kan genkendes. Vi tager ikke billeder uden at spørge først og du kan altid sige nej.
- De fleste arrangementer i LGBT+HUSET foregår i udgangspunktet på dansk. Men hvis der er engelsktalende deltagere, tager deltagerne hensyn og skifter over så vidt muligt.
- Det er kotume at præsentere sig med navn og pronominer i LGBT+HUSET. Også for folk man har mødt før, så der er mulighed for en opdatering.
- Vi har en tydelig code of conduct i Huset. Den hænger også fremme, hvis man vil læse den. Der står blandt andet at vi ikke acceptere diskrimination og praktiserer 'calling in' strategier.



